Bemærk: Nedenstående kan ændre sig, hvis væsentlige forudsætninger ændrer sig i processen.
For aktuel information om takster og takstudvikling se
www.affaldvarme.dk.
Feb. 2007
I forbindelse med udfærdigelsen af regnskabet for 2006 blev der konstateret en overdækning på 575 mio. kr. i varmeforsyningen i det daværende Århus Kommunale Værker (i dag AffaldVarme Århus).
06.09.2007
På vegne af Århus Kommune indgår AffaldVarme Århus en aftale med Energitilsynet om, at overdækningen betales tilbage via takstnedsættelse over 4 år, startende senest den 1. januar 2008.
19.12.2007
Århus Byråd beslutter at tage aftalen med Energitilsynet til efterretning.
22.01.2008
AffaldVarme Århus anmoder Energitilsynets sekretariat for varme om en genforhandling af aftalens indhold med henblik på at afkorte afviklingsperioden. Anmodningen bliver imødekommet.
Maj 2009
Århus Byråd beslutter, at det resterende overdækningsbeløb skal tilbagebetales efter følgende model:
- Engangsbeløb til alle privat- og erhvervskunder med egen måler, der aftog varme i perioden 2004 - 2006.
- Nuværende udlejere kan vælge mellem et engangsbeløb til fordeling mellem deres lejere fra perioden 2004 - 2006 eller en fortsat takstnedsættelse for deres nuværende lejere frem til og med 2011. Såfremt udlejere vælger et engangsbeløb, bliver de tilbudt et administrationstilskud svarende til 157,00 kr. pr. fordelingsregnskab pr. lejemål.
Modellen skal godkendes af Energitilsynet.
26.10.2009
Energitilsynet tilkendegiver, at de ikke vil modsætte sig ovennævnte model.
01.11.2009
Varmetaksten stiger med 7,9 øre/kWh for alle nuværende varmekunder, dog med undtagelse af udlejere, der vælger fortsat ekstraordinær takstnedsættelse frem til og med 2011. Den resterende overdækning kan opgøres medio november på baggrund af varmesalget til og med oktober 2009.
Kørsler af acontoopkrævning samt årsopgørelser for udlejere stilles i bero i november og evt. december, indtil udlejerne har tilkendegivet deres valg.
02.11.2009
Alle nuværende udlejere modtager et brev fra AffaldVarme Århus. Udlejerne skal senest den 11. december 2009 tilkendegive på www.minevarmepenge.dk, om de foretrækker et engangsbeløb eller en fortsat takstnedsættelse.
12.12.2009 og frem
Først efter udlejernes tilkendegivelser er det muligt at beregne de samlede administrationsomkostninger, der er forbundet med den valgte model. Omkostningerne trækkes fra den resterende overdækning, der er opgjort pr. 1. november 2009. Derefter beregnes de enkelte engangsbeløb og gøres klar til udbetaling.
De to forskellige varmetakster indlæses i kundeafregningssystemet, hvorefter acontoopkrævning og årsopgørelse fra november og evt. december kan køres.
1. kvartal 2010
Engangsbeløbene overføres til NemKonto. For ikke at overbelaste systemet fordeles overførslen af engangsbeløbene over fire omgange med ca. 1 uges mellemrum.
2. + 3. kvartal 2010
De udlejere, der har valgt at modtage et engangsbeløb, har 4 måneder til at fordele og udbetale engangsbeløbet til deres lejere. Administrationstilskuddet udbetales til udlejerne i takt med, at de kan dokumentere, at de har identificeret lejerne og udbetalt engangsbeløbene.
AffaldVarme Århus foretager stikprøvekontrol af udlejernes udbetalinger til lejerne.
31.12.2011
Den ekstraordinære takstnedsættelse ophører for de udlejere, der valgte en fortsat takstnedsættelse frem for et engangsbeløb.
31.12.2012
Engangsbeløb, der ikke er blevet indfriet, indregnes i AffaldVarme Århus’ varmebudget for 2013.